Fra 1. maj 2023 risikerer tusindvis af dimittender at falde ud af dagpengesystemet, fordi dimittenders dagpengeperiode er forringet fra to til et år.
Mange dimittender risikerer at falde ud af dagpengesystemet, fordi dagpengeperioden for dimittender nu er ændret fra to til et år fra den 1. maj 2023. Det gælder blandt andet dimittender fra erhvervsakademier, professionshøjskoler og universiteter, som fremover vil miste dagpengeretten og i stedet overgå til kontanthjælp eller anden alternativ forsørgelse.
Ifølge en ny analyse fra Akademikerne står op mod 5.000 dimittender årligt til at falde ud af dagpengesystemet som følge af forkortelsen af perioden til kun et år.
Akademikernes formand Lisbeth Lintz er meget kritisk over for forringelserne, som hun mener, vil presse unge unødigt. Desuden peger hun på, at forringelserne kan få konsekvenser for det samlede dagpengesystem.
»Jeg frygter, at forkortelsen af dagpengeperioden får store konsekvenser for det solidariske dagpengesystem som helhed. Rigtig mange nyuddannede melder sig ind i a-kasserne for en sikkerheds skyld, så de er forsikrede mod eventuel ledighed. Hvis de ikke får tilstrækkelig hjælp, når de har brug for det, frygter jeg, at de vil opgive dagpengesystemet helt«, siger Lisbeth Lintz og understreger, at Akademikerne er klar til at drøfte konkrete tiltag, der kan kompensere for forringelserne.