Berlingske bringer den 3. februar et debatindlæg af KI's formand Tine Segel. Debatindlægget er en reaktion på en artikel i Berlingske fra den 30. januar.
Debatindlæg bragt i Berlingske den 3. februar:
Af: Tine Segel, formand Forbundet Kultur og Information
Berlingske har i artiklen ”Amerikansk bevægelse er nået til Danmark: Bibliotekarer kaster kritisk blik på bogsamlinger” konstateret, at den normkritiske tilgang er nået bibliotekerne. I artiklen kaldes den normkritiske tilgang for omdiskuteret, og der kan danne sig et billede af, at bibliotekerne er på vej til drastisk at ændre sig. Så for at undgå misforståelser, vil jeg gerne afdramatisere bibliotekarernes tilgang til deres arbejde. For helt simpelt er det at være normkritisk ”at sætte spørgsmålstegn ved det, man tager for givet”. Noget, der ligger i naturlig forlængelse af bibliotekarernes dna. Jeg vil vove den påstand, at det faktisk er en af årsagerne til, at danskerne fast placerer bibliotekarerne i top-5 i troværdighedsmålinger. For når man bruger biblioteket og sin bibliotekar, har man en forventning om at blive klogere på det, man ikke vidste, og man forventer en fordomsfri tilgang til det, man ønsker at blive klogere på.
Vi lever i en opbrudstid, hvor vi udfordres på vores normer, vanetænkning, kultur og opfattelser af verden. Heldigvis. Tag bare de seneste års debatter om for eksempel #MeToo og ligestilling, som har været vigtige for, at vi rykker os på den måde, vi er overfor hinanden på, og ændrer på uhensigtsmæssige strukturer i vores samfund.
Biblioteket skal bidrage til, at vi som borgere bliver oplyste og kan tage aktiv stilling til vores omgivelser. Det sker gennem adgang til information og viden (også den kontroversielle) i form af bøger, debatter og arrangementer.
Den normkritiske tilgang har ført til et nødvendigt brud med antagelsen om, at biblioteket er for alle og lige tilgængeligt for alle. Der findes borgere, der ikke føler sig spejlet i bibliotekets formidling eller samling, fordi biblioteket primært taler til andre målgrupper end den, de selv tilhører.
Biblioteket er først for alvor for alle, når det spejler den mangfoldighed, som vores samfund udgøres af på tværs af race, seksualitet, familiemønstre, uddannelse og religion. Det er ikke et knæfald for særlige grupper eller bevægelser, når biblioteket arbejder med en normkritisk tilgang. Det er en udvikling, der naturligt opstår, når vi sætter spørgsmålstegn ved alt det, vi er kommet til at tage for givet, og kun sådan kan vi sikre et samfund, hvor vi er nysgerrige og åbne over for mennesker, der ikke lever eller tænker præcis som os selv.
Øvelsen er ikke nem – heller ikke på bibliotekerne - så selvfølgelig skal bibliotekarer have mulighed for at deltage i kurser, der giver dem viden om, hvordan de fortsat sikrer en alsidig, rummende og bred formidling. En viden, de kan tage med tilbage til deres lokale bibliotek og omsætte til et værdifuldt bibliotekstilbud, hvilket jo også er den opgave, der er beskrevet i biblioteksloven.
Biblioteket er en institution opstået i en tid, hvor den normkritiske tilgang var nærmest ikkeeksisterende, og det stiller særlige krav til dets evne til at forny sig. I kølvandet på det – eksempelvis når bibliotekerne etablerer regnbuehylder – vil debatten blusse op. Er bibliotekerne for aktivistiske i deres tilgang? Den debat er sund, for det er vigtigt at tage faglig stilling til det, man formidler indenfor bibliotekslovens meget vide rammer om alsidighed, aktualitet og kvalitet. Så i stedet for at problematisere udviklingen, burde Berlingske i stedet anerkende, at biblioteket som demokratisk institution favner mangfoldigheden i samfundet, og dermed forbliver en relevant og aktuel velfærdsinstitution.
