Gå til sidens indhold
08. august 2022 Af Forbundet Kultur og Information

Overvejer du job i det private?

- Så skal du være opmærksom på, at vilkårene i kontrakten er afgørende for din løn og dine ansættelsesvilkår.

Foto Unsplash

På det offentlige arbejdsmarked vil dine løn- og ansættelsesvilkår være fastsat i overenskomsterne, men de fleste private virksomheder har ikke overenskomster, og derfor er indholdet i kontrakten afgørende for dine rettigheder. Det kræver derfor lidt mere forarbejde at gå efter et job i det private. Det er for eksempel almindeligt ved jobsamtalen at blive spurgt til ens lønkrav, så forbered dig på dette spørgsmål.

KI udarbejder hvert år en lønstatistik for privatområdet og opdaterer KI’s lønberegner. Du kan finde både lønstatistik og lønberegner på forbundets hjemmeside under lønforhandling og lønstatistik.

Du kan også altid ringe ind til KI og få sparring på dit lønkrav, inden du skal til samtale.

Når du får tilbudt jobbet, skal der udarbejdes en kontrakt. De fleste arbejdsgivere fremsender et udkast, men KI har også udarbejdet en standardkontrakt, der eventuelt kan bruges. Du kan finde standardkontrakten og den tilhørende vejledning på forbundets hjemmeside under rådgivning A-Z/ansættelse/privatansat. De kan også bruges som tjekliste i forhold til en kontrakt fra arbejdsgiver.
Forbundet anbefaler i øvrigt, at du sender din kontrakt ind til tjek hos os, inden du underskriver -  vi giver en hurtig tilbagemelding, normalt samme dag.