Gå til sidens indhold
28. april 2022 Af Tanja Bjørn

KI markerer sig på KL’s Kultur- og Fritidstræf

Formand Tine Segel deltog i KL’s årlige Kultur- og Fritidstræf og holdt blandt andet oplæg om den digitale transformation på biblioteksområdet.

KL afholder hvert år Kultur- og Fritidstræf. Denne gang i Næstved, hvor Tine Segel blandt andet deltog i en paneldebat. Foto KL

KL stillede skarpt på »Digitalisering og Demokrati« på årets Kultur- og Fritidstræf. Den 27. april i Næstved deltog formand Tine Segel både med et dialogoplæg og i en paneldebat. Sammen med blandt andre Mikkel Flyverbom, professor i Digital Transformation ved CBS og medlem af regeringens Dataetiske Råd, og Lisbeth Knudsen, strategidirektør i medievirksomheden Altinget og Tænketanken Mandag Morgen, stillede Tine Segel skarpt på den digitale udviklings potentialer og begrænsninger på kultur- og fritidsområdet med særligt fokus på bibliotekernes rolle. Det gjorde hun med et oplæg og i dialog med deltagerne, der blandt andet består af chefer, ledere og fagmedarbejdere fra kommunernes kultur- og fritidsforvaltninger samt andre, der interesserer sig for den digitale udvikling af kultur- og fritidsområdet.

Digitalisering er et både-og 

Med sit oplæg om biblioteket som demokratifremmende og digital kulturinstitution gav Tine Segel sit bud på, hvilke værdier vi står på – og fortsat skal stå på – i den digitale transformation af biblioteksområdet. Som repræsentant for Forbundet Kultur og Information udfoldede hun, hvordan forbundet og dets medlemmer arbejder med den digitale kulturinstitution, og understregede, at digitaliseringen ikke må blive et »enten-eller«, men skal være et »både-og«.

- Vi har brug for både det fysiske og det digitale. Både det nære og det globale. Både det fremtidige og det fortidige. Det er sådan, vi skaber værdi for den enkelte, for hinanden og for samfundet, sagde hun blandt andet.