Gå til sidens indhold

Forbundet i støtteerklæringer for Ukraine

Forbundet har via den europæiske biblioteksorganisation Eblida og Akademikerne givet sin støtte til det ukrainske folk.

Som medlem af Akademikerne, bakker Forbundet Kultur og Information op om ukrainernes ret til selvbestemmelse og fordømmer den russiske invasion af Ukraine.

"Et angreb på et selvstændigt demokratisk land er et angreb på demokratiet og udgør en alvorlig trussel mod sikkerheden i Europa. Sammen med den danske og nordiske fagbevægelse tager vi kraftigt afstand fra den russiske militære aggression og har sympati med de ukrainere, der nu mod deres vilje befinder sig i en krigszone.

Krig er aldrig løsningen. Derfor er det vores ansvar som fagbevægelse og som borgere at værne om vores demokratiske principper og bakke op om det ukrainske folk," skriver Akademikerne i den fælles støtteerklæring.

Fælles europæisk udtalelse

Forbundet Kultur og Information går desuden sammen med de øvrige bibliotekorganisationer i Europa for at hjælpe Ukraine i kampen for sandheden.

"Bibliotekerne spiller ofte en central rolle, når det kommer til krig og konflikt i verden. De kan nemlig sikre adgangen til reel information, da sandheden ofte er det første offer i en krig.

Med krigen i Ukraine er sandheden igen truet af Fake News. Derfor lyder der en opfordring fra den ukrainske Biblioteksforening og alle biblioteksforeninger i Europa om at tage del i kampen for sandheden og mod den russiske invastion.

De danske biblioteker bakker op om en europæisk fælles erklæring. 

Den Russiske Føderations barbariske angreb mod Ukraine er i strid med de grundlæggende principper for et bæredygtigt, demokratisk og retfærdigt samfund.Som svar på appellen iværksat af den ukrainske biblioteksforening, opfordrer Danmarks Biblioteksforening, Forbundet Kultur og Information og Bibliotekschefforeningen sammen med de europæiske organisationer EBLIDA, NAPLE og Public Libraries 2030 biblioteker over hele Europa til at mobilisere til fordel for sand og reel information, for at bruge reel information som et våben i konflikten for at støtte demokrati og ytringsfrihed.


Biblioteker opfordres også til at støtte eventuelle ukrainske flygtninge i samarbejde med statslige og ikke-statslige organisationer. Vi bør være klar til at finde løsninger og være parate til at give ukrainere den nødvendige hjælp i situationen.”

 

Vigtig rolle for biblioteksansatte


Tine Segel, formand i Forbundet Kultur og Information, ser et stort behov for, at bibliotekernes medarbejdere påtager sig opgaven med at formidle troværdig information. Hun mener, at det er vigtigt, at de europæiske biblioteksorganisationer markerer sig med en tydelig støtte til Ukraine og ikke mindst står sammen om at modvirke misinformation på tværs af landegrænser.

- Der er et kæmpe behov for troværdig information omkring krigen i Ukraine, og ikke mindst for baggrunden for den tragiske invasion, som berører os alle dybt. Nyhedsmedierne opdaterer næsten minut for minut med nyheder om krigen og for at kunne forstå og fordøje alle de nyheder, har man brug for også at kunne finde informationer om baggrunden for krigen og de to landes historiske forhold. Den viden kan de biblioteksansatte formidle, og det er afgørende, at vi som fag bidrager til at modvirke misinformation på dette område.