Gå til sidens indhold

Flere statslige ledere skal uddannes i godt psykisk arbejdsmiljø

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) og Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) er blevet enige om at videreføre den Fælles Lederuddannelse I Psykisk Arbejdsmiljø i staten, så der også i de kommende år skal uddannes flere chefer i godt psykisk arbejdsmiljø.

Et godt psykisk arbejdsmiljø har stor betydning for medarbejderne. Derfor afsættes der igen midler til, at flere statslige ledere uddannes i at skabe et godt arbejdsmiljø. Arkivfoto

Nu bliver alle statslige ledere med personaleansvar igen tilbudt uddannelse i arbejdet med håndtering, forebyggelse og udvikling i det psykiske arbejdsmiljø.

Et godt psykisk arbejdsmiljø gør en stor forskel og har stor betydning for medarbejderne ude på arbejdspladserne. MEDST og CFU glæder sig derfor over, at der ved OK21 var enighed om at videreføre den frivillige lederuddannelse, som var en stor succes hos de mange ledere, der deltog.

Den store succes med uddannelsen skyldes ikke mindst et konstant fokus på at sikre, at lederne uddannes ud fra den nyeste viden og forskning på området. Herudover kobles ledelsens opgave i forbindelse med det psykiske arbejdsmiljø også direkte til større forandringer, der foregår mange steder på arbejdspladserne i disse år. På alle arbejdspladser er det nemlig vigtigt, at udvikling går i takt med godt psykisk arbejdsmiljø, fordi det har stor betydning for kvalitet, produktivitet og fastholdelse af dygtige medarbejdere.

 

På det næste hold bliver der atter sat fokus på god ledelse, og deltagerne vil få den allernyeste viden om psykisk arbejdsmiljø med hjem. Lederuddannelsen lægger desuden vægt på, at der er balance mellem teori og praksis. Samtidig er uddannelsen anvendelsesorienteret, så det er nemt for lederne at bruge deres kompetencer, når de kommer tilbage til arbejdspladsen.

Læs mere om den Fælles Lederuddannelse I Psykisk Arbejdsmiljø i staten, FLIPA, og se hvordan man tilmelder sig næste hold. her. 

Læs også