Gå til sidens indhold

Debatindlæg: Kulturen er for alle

Kunsten og kulturen er den lim, der binder os sammen på tværs af landsdele, generationer, religion, baggrund og tilhørsforhold. Den bliver udfordret, hvis vi vælger politikere, der tager sparekniven frem. Sådan lyder budskabet fra KI og en række andre organisationer i et debatindlæg i Information den 18. oktober.

Kulturen er blevet udvalgt til prygelknabe for at tækkes vælgernes gunst, skriver Tine Segel sammen med en række repræsentanter for kulturlivet i et debatindlæg i Information.

Under valgkampen dette efterår har flere partier peget på kulturen som et sted, der bør spares penge. Det har fået en række kulturorganisationer til at gå sammen om at skrive et debatindlæg i Information den 18. oktober under overskriften "Politikerne kan ikke blive ved med at finansiere deres udspil med besparelser i kulturen".  

Læs hele indlægget her

Politikerne kan ikke blive ved med at finansiere deres udspil med besparelser i kulturen

Det kan få triste konsekvenser for os alle, når politikerne i valgkampen slås om at skære mest i den kultur, der binder os sammen på tværs af landsdele, generationer, religion, baggrund og sociale skel

Om lidt skal vi til stemmeurnerne – folketingsvalget er udskrevet. Ret beset har valgkampen været i gang længe – noget, vi har kunnet mærke i flere måneder.

Normalt lever kunsten og kulturen et mere hengemt liv under valgkampe, men denne gang ser det ud til, at prioriteringen af området kommer til at betyde noget for flere politiske partier. Desværre med negativt fortegn for flere af dem.

Nye Borgerlige mener, at Statens Kunstfond skal nedlægges. En institution, der støtter op med 6.000 projekter årligt i hele landet inden for alle kunstens genrer med knap en halv milliard kroner årligt. Og samtidig et udstillingsvindue til resten af verden med hjælp til eksporter af den bedste danske kunst.

Danmarksdemokraterne mener, at man skal tage 800 millioner kroner fra kulturområdet og give dem blandt andet til pendlere i yderkommunerne.

Søren Pape sagde i sin landsmødetale, at »fødende (kvinder) nok er ligeglade med P8 Jazz« – underforstået at man skal tage midler fra DR og give til sundheden.

Så med andre ord er kulturen for alvor kommet ind i det politiske spil og er blevet udvalgt til prygelknabe for at tækkes vælgernes gunst.

Det ville være enormt nemt for os at hoppe ned i den anden skyttegrav og forsvare kunsten og kulturen mod disse udfald fra politisk hold. Formentlig noget, de respektive partier ønsker, at vi gør, for dermed at have en mur at spille deres politiske bold op ad i løbet af valgkampen. Måske endda ud fra devisen om, at den elitære kultur kun findes i hovedstadens saloner.

Både smalt og bredt 

Lad os afvise den præmis blankt: Kunsten og kulturen tilhører alle i Danmark.

Den lever i bedste velgående fra Skagen til Gedser. Fra Bornholm til Danmarks vestkyst. Den findes i alle afkroge og grupper i samfundet. For kultur handler om vores identiteter, vores dynamiske fællesskaber og demokrati. Den handler ikke kun om fastholdelsen af vores fælles arv, men også om nyudvikling i forhold til vores tids oplevelser. Så kulturpolitikken er i sidste ende et spørgsmål om, hvordan vi danner en fælles horisont og styrker fællesskaber med inddragelse af flere.

Afsenderne af dette indlæg er overbeviste om, at vi har en stærk kultur i Danmark. Et stærkt bånd, der binder os sammen i en global verden. Det bånd kan selvfølgelig udfordres, hvis man med et pennestrøg fjerner 6.000 kulturprojekter eller skærer 800 millioner kroner.

For os er kunst og kultur både det brede og det smalle, fordi de fodrer hinanden med inspiration. Opera var forløber for musicals. Jazzmusik var forløber for den rytmiske musik, vi hører i radio, streaming og på festivaler i dag. Moderne arkitektur og møbelkunst er forløber for det folkelige IKEA-design. Ballet er forløber for moderne danseoptrin og dansekonkurrencer som Vild med dans, og vi kunne blive ved.

Det er ikke kun kunsten og kulturen, der er i spil. Det er den lim, der binder os sammen også. På tværs af landsdele, af generationer, af religion, baggrund og tilhørsforhold. Den bliver udfordret, hvis vi vælger politikere, der tager sparekniven frem. Kulturpolitikken er ikke bare et område langt nede på listen, som først skal tages alvorligt, når vi har købt jagerfly nok, eller virksomhedsskatten er sænket yderligere.

Spareiveren når nye højder

En af vores største udfordringer er, at effekterne ikke nødvendigvis kan vejes eller måles, selv om vi skaber værdi for den enkelte dansker. Men lad os prøve at vende det hele lidt på hovedet:

Forstil dig, at du vågnede i morgen, og at al kultur og kunst var væk. Der var kun støj, når du satte hovedtelefonerne på hovedet. Biograferne viste ingen film. Bibliotekerne og boghandlerne stod med tomme reoler. Koncerten var aflyst, og museet havde lukket. Nullermændene havde overtaget scenegulvet.

Den tomhed bliver heldigvis aldrig hverdag, men eksperimentet understreger, at vi som moderne sociale væsner og individer bruger kunst og kultur hver eneste dag. Året rundt.

Det er det, der er på spil, når politikerne i deres iver for at male brudflader op og for at tækkes vælgerne kommer med budskaberne om, at vi selvfølgelig kan dræne det ene og det andet.

Vi indgår meget gerne i en drøftelse af, hvordan vi kan bidrage til at løfte vores ansvar for det fælles bedste. Vi er hårdhudede nok til at kunne stå imod politiske udmeldinger om dette og hint. Men det er også vigtigt for os at beskrive, hvad der reelt er på spil, når spareiveren når nye højder.

Tag kunsten og kulturen alvorligt.

Skribenterne: Anna Lidell, forperson for Autor, Tine Segel, formand i Forbundet Kultur og Information, Anders Dalsager, formand for kultur- og medieansatte i den akademiske fagforening DM, Søs Nyengaard, forperson i Dansk Musikerforbund, Juliana Hodkinson, forkvinde i Dansk Komponistforening, Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening, Anja Følleslev, bestyrelsesleder i ROSA, Frederik Rørmann Jørgensen bestyrelsesmedlem i UKK, og Christian Edelvold Berg bestyrelsesleder i Tempi.