Gå til sidens indhold
11. august 2022 Af Forbundet Kultur og Information

Bibliotekerne markerer sig på Klimafolkemødet i september

Årets Klimafolkemøde i Middelfart byder på mange spændende debatter om kultur og bibliotekernes rolle i den grønne omstilling. Forbundet markerer sig også og sætter ord på, hvordan kultur kan bidrage til den grønne omstilling og skabe nye fællesskaber.

Forfatter Josefine Klougart, KI's formand Tine Segel og klimaformidler og meteorolog Jesper Theilgaard er blandt de spændende navne, der sætter ord på bibliotekerne og kulturens rolle i den grønne omstilling til årets Klimafolkemøde.

Klima og Verdensmål står højt på dagsordenen på både de private og offentlige arbejdspladser. Der er brug for samarbejde på mange niveauer, hvis vi skal bremse klima- og biodiversitetskrisen, og derfor har bibliotekerne lagt sig i selen for at være mødested og facilitator for en masse bæredygtige idéer og aktiviteter i fællesskab med borgere, lokale og nationale aktører. Forbundet Kultur og Information er med i DB2030-netværket, der både rummer NGO’er, foreninger og biblioteker, og forbundet har bidraget aktivt til, at de biblioteksansatte får ny viden og kompetencer til de nye opgaver.

Med minimum et bibliotek i hver kommune er bibliotekerne oplagte mødesteder for at huse – ikke blot de gode intentioner - men også konkret sætte gang i lokale handlefællesskaber. Derfor vil årets Klimafolkemøde i Middelfart i september byde på flere debatter og aktiviteter om netop bibliotekernes rolle og potentiale. Klimafolkemødets tema er: »Klimahandling sammen«. Er du i nærheden af Middelfart den 1. og 2. september, kan du besøge bibliotekerne på KulturØ-pladsen.

Forbundet deltager aktivt

Forbundet Kultur og Information er med i debatten på Fællesscenen torsdag den 1. september klokken 11.00, hvor formand Tine Segel deltager i en debat med titlen »Bibliotekernes rolle i den bæredygtige omstilling – hvorfor blander de sig?«. Og senere samme dag, klokken 14.00 på Fællesscenen, modererer kommunikationschef i forbundet Anette Lerche en samtale mellem meteorolog Jesper Theilgaard og forfatter Josefine Klougart om, hvordan henholdsvis videnskab og kultur kan bidrage, når klimarapporter og grafer ikke er nok til at skabe klimahandling. Det er for eksempel, når vi fordyber os i skønlitteraturen, at vi får vi adgang til at opleve verden og vores forhold til naturen på nye måder.

Læs mere her.