Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
20. april 2021 Af Anette Lerche

Retningslinjerne for genåbning

De endelige retningslinjer for genåbningen af bibliotekerne den 21. april blev offentliggjort den 20. april.

barn bladrer igennem bøger
Når bibliotekerne genåbner skal borgerne fremvise coronapas (dog ikke børn under 15 år). Arkivfoto

Kun et døgn før genåbningen af bibliotekerne den 21. april, har Kulturministeriet meldt retningslinjerne for genåbning ud.

De bød på en klar melding om, at al aktivitet i biblioteksrummet kræver coronapas. Dermed skal alle over 15 år enten fremvise en negativ coronatest, der ikke er mere end 72 timer gammel, eller have et gyldigt coronapas for at få adgang til biblioteksrummet. Dog skrives det i retningslinjerne, at det er muligt at etablere udendørs click and collect uden brug af coronapas. Om det skrives der i retningslinjerne: "Såfremt brugeren afhenter/afleverer materiale udendørs via et 'click and collect'-system og derved ikke på noget tidspunkt har adgang til bibliotekslokalet, vil brugeren ikke være omfattet af krav om fremvisning af coronapas.”

Formand Tine Segel noterer sig, at det er en skærpelse i forhold til det udkast, hun tidligere har set i forbindelse med høringsprocessen omkring retningslinjer. Og helt generelt ærgrer hun sig over, at retningslinjerne kommer så sent, hvor hun havde forventet, at de var blevet meldt ud i løbet af mandag den 19. april.

- Den lange ventetid er ærgerlig, fordi det har skabt et unødigt pres blandt medarbejderne, siger hun. 

- Vores forventning ud fra det, vi tidligere har set omkring retningslinjerne var, at man på bibliotekerne måtte fortsætte med click and collect uden brug af coronapas, som mange jo har brugt her i nedlukningsperioden. Men man har åbenbart vurderet, at det er mere forsvarligt at indføre kravet om coronapas for al indendørs aktivitet. Hvordan det stiller det enkelte bibliotek er jo meget forskelligt, fordi der er jo eksempelvis er meget forskellige lokaleforhold. Min opfordring er, at man blandt medarbejdere og ledelse sikrer den gode dialog om, hvordan man skal håndhæve restriktionerne i praksis, siger Tine Segel.

- Mit håb er, at brugerne hurtigt vænner sig til de nye retningslinjer og bruger deres lokale bibliotek, og at de udviser forståelse for, at bibliotekerne skal finde deres vej omkring, hvordan man håndterer kravet om coronapas. Det er nyt for os alle, både som borgere og medarbejdere, siger Tine Segel.

Omkring den ubemandede åbningstid skrives der i retningslinjerne, at ”Bibliotekerne anbefales at overveje, om ubemandet åbningstid kan finde sted sundhedsmæssigt forsvarligt. Ved ubemandet åbningstid opfordres bibliotekerne til regelmæssigt at undersøge, at retningslinjer overholdes. Det skal endvidere fortsat kunne sikres, at gældende restriktioner kan overholdes, f.eks. krav om fremvisning af coronapas, mundbindskrav, arealkrav, forsamlingsforbud mv”

Se retningslinjerne her.