Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold

Medlemmer sørger for afspritning på plejecenter

I Greve er flere biblioteksansatte sendt ud på plejecentre for at spritte af. Det skyldes fælleserklæringen, som giver mulighed for at bede bibliotekspersonale om at varetage opgaver i kritiske funktioner andre steder i kommunen.

Anita Dürkop
Medlem Anita Dürkop er blevet sendt ud for at spritte af på et demensplejecenter. Privatfoto

Fælleserklæringen, som Forhandlingsfællesskabet og KL indgik i december 2020, er netop blevet fornyet til 31. marts 2021. Vi har tidligere berettet om, at flere kommuner tager erklæringen i brug, og forbundet kan nu se, at der kommer nye henvendelser til fra tillidsrepræsenter, der oplever det samme.

Et eksempel er Anita Dürkop, bibliotekar og tillidsrepræsentant på Greve Bibliotek. Sammen med to kolleger blev hun i mandags sendt ud på et plejecenter.

På centret, som er et demensplejecenter, spritter hun kontaktflader af 5 timer om dagen, 25 timer om ugen.

- Jeg har 3 store etager, som jeg spritter af, og det er faktisk hårdt arbejde. Jeg er jo ikke vant til at arbejde fysisk på den måde, og så er det også lidt psykisk hårdt at omgås syge, når man ikke er vant til det. Men det bliver hele tiden bedre.

- Under sidste nedlukning blev vi også sendt ud, primært til institutioner. Her blev fælleserklæringen tolket mere bredt og det var mere uklart, hvad vi skulle. Det er bedre denne gang, fortæller hun.

- Jeg føler mig tryg. Der er styr på værnemidler, vi skifter uniform hver dag og bliver testet to gange om ugen. Da vi blev sendt ud til institutioner i foråret, følte jeg mig ikke tryg. Dengang var der ingen værnemidler, og vi gik i vores eget tøj – og så er det ret svært at holde afstand til små børn.

På hendes arbejdsplads har man kunne vælge, om man ville på et plejecenter eller en institution, men ingen institutioner har haft brug for Anita Dürkop eller hendes kollegers arbejdskraft.

»De er glade for, at vi er her«

- På mit arbejde er jeg den eneste ansvarlige for at indkøbe voksenbøger til tre biblioteker, og det kommer jeg da bagud med nu. Men min leder er klar over situationen, så vi må finde en løsning sammen. Som tillidsrepræsentant har jeg også haft en del arbejde i forbindelse med udsendelserne. Men jeg har haft et godt samarbejde med konsulenterne fra forbundet.

Anita Dürkop og hendes kolleger er ikke informeret om, hvor længe de skal arbejde på plejecentrene – et arbejde, der som udgangspunkt er baseret på frivillighed.

- Det er frivilligt, men nogen skal jo gøre det. Jeg tror heller ikke, at vi bliver hevet hjem til bibliotekerne lige foreløbig. Selv hvis der bliver åbnet op igen, kørte vi sidste gang med nedsat bemanding og lokalbibliotekerne var fortsat lukkede.

- Men jeg føler, at vi gør en forskel, og på centret er de rigtig glade for, at vi er her. Vi hjælper til med noget, de ikke selv har tid til, fordi de er så pressede. Så det giver god mening.

I alt er 6 ansatte fra Greve Bibliotek blevet udsendt, nogle til et demenscenter og andre til et rehabiliteringscenter. Opgaverne er primært afspritning, men tøjvask kan også forekomme.

Har du spørgsmål til fælleserklæringen er du velkommen til at kontakte forbundet på mail raadgivningogforhandling@kulturoginformation.dk

Se den gældende fælleserklæring her (01.02.2020)