Gå til sidens indhold
01. december 2020 Af Ditte Hillebrand Mortensen

Nye tal om ensomme i Danmark

380.000 danskere over 16 år er ensomme. 55.000 af disse er over 65 år. Ny analyse bekræfter, at ensomhed er et alvorligt problem i Danmark.

Folkebevægelsen mod Ensomhed og Mary Fonden har finansieret analysen Ensomhed i Danmark – analyse af befolkningsdata fra 2017 som giver det hidtil største statistiske grundlag for viden på området.

Analysen peger på, at der er 380.000 ensomme danskere over 16 år mod de tidligere estimerede 350.000. 55.000 af disse er over 65 år – tidligere estimeret 50.000.

Analysen peger også på, at der er fire gange så høj risiko for at være ensom, hvis man er arbejdsløs, i forhold til hvis man er i beskæftigelse. Der er også en tydelig sammenhæng mellem risikoen for at være ensom og at have en kronisk sygdom.

De yngste ældre – de 65-79 årige – er mindst ensomme, men tendensen vender, når man har rundet de 80 år, hvor risikoen for at føle sig ensom stiger markant. Den højeste forekomst af ensomme er blandt de 90+-årige (17 procent).

 

Bibliotekerne kan gøre en forskel for ensomme

Forbundet Kultur og Information deltager i partnerskabet mod ensomhed på ældreområdet som skal forebygge ensomhed blandt ældre i kølvandet på coronakrisen.  Forbundet bidrager blandt andet med gode eksempler på, hvordan folkebibliotekerne er med til at løfte denne opgave. 

Tænketanken Fremtidens Biblioteker har undersøgt, udviklet og afprøvet aktiviteter for ensomme ældre, og projektet viser, at bibliotekerne kan gøre en positiv forskel.

Læs hele analysen om ensomhed i Danmark