Gå til sidens indhold

Corona giver tid til jobrefleksion

Forbundets karrierekonsulent får et stigende antal henvendelser fra medlemmer, der ønsker sparring om CV og ansøgning.

Billede: arkivfoto

I denne mærkværdige tid, hvor mange arbejder hjemmefra og intet er som det plejer, mærker vi i Forbundet en øget lyst hos medlemmerne til at søge nyt job. Hver uge modtager vores karrierekonsulent henvendelser fra medlemmer, der ønsker at få set ansøgning og CV igennem for at få gode råd til forbedringer.

Karrierekonsulent Nanna Berg fortæller om den stigende interesse for Forbundets service på jobsøgningsområdet:

- Jeg har talt med medlemmer, der desværre er blevet opsagt og derfor er nødsaget til at søge nyt job. Men jeg har også fået henvendelser fra medlemmer, der blot ønsker nye udfordringer.

- Det er klart min fornemmelse, at mange har fået mere tid til at reflektere over deres arbejdsliv og gøre sig nogle overvejelser om karriereønsker- og drømme. Og det er positivt at se, at så mange benytter sig af vores tilbud om at få gennemlæst CV og ansøgninger til konkrete stillinger. Vi vil jo gerne hjælpe vores medlemmer med at lande lige præcis det job, de går og drømmer om.

Få sparring på CV og ansøgning

Du kan altid få et par ekstra, professionelle øjne på din ansøgning og dit CV. Send blot dine dokumenter samt link til det konkrete jobopslag til karriere@kulturoginformation.dk. Så kigger vores karrierekonsulent på det og vender tilbage til dig.