Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold
26. september 2019

BF i pressen: Biblioteket er fællesskabende for borgerne

I Rødovre Kommune er Islev Bibliotek truet af lukning på grund af kommunale besparelser. BF's formand Tine Segel advarer i et debatindlæg bragt i Rødovre Lokal Nyt mod konsekvenserne af at lukke de lokale biblioteker, der netop skaber liv og fællesskaber i bydelene.

BF's formand advarer mod at lukke Islev Bibliotek i et debatindlæg i Rødovre Lokal Nyt

 

Debatindlæg i Rødovre Lokal Nyt den 26. september:

En læsevaneundersøgelse viste i 2017, at der er sket et fald i børn og unges fritidslæsning i perioden 2010 til 2017. Det er alvorligt, fordi netop læsefærdigheden har afgørende betydning for, hvordan et barn klarer sig i skolen. På nationalt plan vækker det bekymring, og der er blandt andet taget initiativ til en national læsestrategi, hvor bibliotekerne er stærke aktører i at skabe læselyst hos børn.

Men i Rødovre vælger kommunen desværre i stedet for at tænke i ambitiøse strategier at varsle lukning af den lokale filial, Islev, som er med til at skabe liv, aktiviteter og fællesskaber i bydelen. Et medborgerhus uden udlån og baseret på en heftig besparelse kan ikke erstatte alt det, biblioteket kan tilbyde.

Som formand for Bibliotekarforbundet er jeg ærgerlig over, at man i Rødovre ikke formår at se de muligheder, der er i Islev Bibliotek. Når et lokalområde mister en biblioteksfilial, kan det få store konsekvenser for lokalområdet, fordi netop nærheden til biblioteket er afgørende for, om borgerne (især børnene og de ældre) bruger det.

Det er bibliotekets styrke, at man ikke behøver et kvartalsabonnement for at få adgang til en bred og betjent samling på biblioteket. Alle uanset baggrund kan komme på biblioteket og låne en bog, læse en avis, høre et foredrag eller noget helt fjerde. Folkebiblioteket tilbyder på den måde et åndeligt helle og et fysisk og nærværende mødested i lokalsamfundet, hvor alle borgere kan møde fagligt personale, der inspirerer.

Bibliotekarer skaber læselyst blandt børn i både daginstitutioner og skoler, og de understøtter livslang læring. De er også en vigtig del af den sociale indsats, hvor biblioteket kan gøre en enorm forskel for den enkelte. Biblioteket er et samlingspunkt og indgår i partnerskaber med alle kommunen øvrige institutioner – lige fra kulturhuse, musikskole, skoler til plejehjem.

Kære politikere. Tænk jer nu godt om og invester i bibliotekerne, så læselyst, dannelse, fællesskaber og kulturel aktivitet prioriteres lokalt. Det betaler sig.

Tine Segel, formand Bibliotekarforbundet