Coronavirus

Find svar på dine spørgsmål om Coronavirus

Gå til sidens indhold
22. november 2019

BØFA i pressen: Skolelærere og børnebibliotekarer skal bruge hinanden

BF’s faggruppe for børnebibliotekarer, BØFA, slår et slag for mere samarbejde mellem børnebibliotekarer og skolelærere i fagbladet Folkeskolen den 21. november 2019.

Politiken bragte den 28. oktober en artikel om læselyst:  ”Skærme gør danske skoleelever til dårligere læsere” (læs den her).  Den artikel har fået Henriette Jensen, der er børnebibliotekar og bestyrelsesmedlem i BF’s faggruppe BØFA - børnebibliotekarernes faggruppe – til at reagere. Med et nyt debatindlæg opfordrer hun til, at vi i stedet for at fokusere ensidigt mediet, fokuserer på indholdet.

Politikens artikel kom i forlængelse af den seneste ePIRLS undersøgelse.

Flere samarbejder

Henriette Jensen ønsker sig helt konkret, at lærerne i højere grad indtænker bibliotekarer i deres arbejde med læsning:

”Vi er jeres bedste medspillere i forhold til at skabe læseoplevelser, der smitter. Så brug os. Lad os få etableret en række samarbejder, der kan sikre de gode læseoplevelser. Børnebibliotekarerne på landets folkebiblioteker tilbyder allerede aktiviteter, som skal styrke børnenes læselyst og bakke op om lærernes arbejde med børnenes læseevne,” skriver hun blandt andet.

Brug for fagprofessionelle

Henriette Jensen ser stadig store fordele ved den fysiske bog, men det essentielle er vejledning fra fagprofessionelle, når det kommer til børns læsning:

”Uanset om børnene vil læse på skærm eller i fysiske bøger, har de brug for vejledning af fagprofessionelle og inspiration fra rollemodeller, samt let adgang til fysiske skole- og folkebiblioteker. For børns læseevne og tekstforståelse skal holdes ved lige,” skriver hun.

Og her er samarbejdet centralt:

”Ligesom folkebibliotekerne tilbyder voksne livslang læring, ønsker vi i børnebibliotekerne at samarbejde med skoler og forældre om støtte og opbakning til børnenes læselyst og sprogstimulering gennem hele barndommen/skoletiden. Lad os gøre det sammen,” lyder det fra Henriette Jensen.

Læs debatindlægget i Folkeskolens fagblad 2019 nr. 20 på s. 31