Gå til sidens indhold
29. februar 2016

Trepart: Flygtninge skal blive en del af arbejdsstyrken

Første delaftale i trepartsforhandlingerne faldt på plads fredag den 26. februar 2016. Aftalen indeholder 21 punkter med fokus på, hvordan kommunerne hurtigt får flygtninge i job.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen slog i kølvandet på aftalen fast, at jobbet er det vigtigste, når det handler om at integrere flygtninge i det danske samfund. Derfor skal kommunerne fremover fokusere på at skaffe job. Det er essensen af den nye aftale.

Akademikerne, som er hovedorganisation for de akademiske fagforeninger, skriver i en pressemeddelelse, at den hæfter sig ved tre ting i aftalen.

For det første skal der ske en hurtigere afklaring af flygtningenes kompetencer og erhvervserfaring. For de andet skal denne afklaring medvirke til at flygtninge placeres i de kommuner, hvor der er størst mulighed for, at de kan komme i arbejde. For det tredje skal kommunerne sikre et mere velfungerende beskæftigelsessystem på tværs af kommunegrænserne samt en meget mere offensiv virksomhedsopsøgende indsats.

 ”Samlet set synes jeg, at vi har fået lagt de første brædder til en løsning på, hvordan vi får sikret, at halvdelen af flygtningene i fremtiden bliver en del af arbejdsstyrken. Det er godt for flygtningene, og det er godt for Danmark”, siger Akademikernes formand Lars Qvistgaard.


Læs hele aftalen her.