Tilmeld dig

Forbundet Kultur og Informations generalforsamling 2021

Gå til sidens indhold

I dag er jeg kommunen

Som barn hadede jeg kommunen. I min barndom var kommunen et skældsord. Hvis man tog det i munden, eller hørte nogen sige det, blev det som regel efterfulgt af en trussel i den familie og de mange boligblokke, jeg voksede op i. Læs meningsdanner Sebastian Bunes indlæg i Midtjyllands Avis den 21. november 2020.

 

Tekst Sebastian Bune

Som barn hadede jeg kommunen.
I min barndom var kommunen et skældsord.
Hvis man tog det i munden, eller hørte nogen sige det, blev det som regel efterfulgt af en trussel i den familie og de mange boligblokke, jeg voksede op i.
Kommunen voksede sig til en Goliatstørrelse af et monster, der kunne komme i alle mulige forklædninger og rive os børn væk fra familien. Det var truslen.


At fogeden kun kom og inkasserede vores fjernsyn, gjorde ikke nogen forskel.
Det var lige farligt, også selvom billedrøret var gået, og vi kun brugte det til at høre Hercule Poirot og Murder She Wrote.
De forstår ikke sådan nogle som os, ville de gamle sige og hænge ud ad vinduet dagen lang. Hilse på de andre forældre, der ligesom dem gik hjemme hele dagen, og alligevel få tiden til at gå med noget. Med ingenting.


Derfor er det også mere end fantastisk, mere end utroligt og mere end usandsynligt, at jeg som voksen skulle få en karriere i kommunen. Jeg skulle godt nok først lige løbe hjemmefra, flytte ind hos min far, som jeg først fik en hverdag med som sekstenårig, droppe ud af gymnasiet, stå i lære som fiskehandler, tage en HF, blive den første akademiker i familien, tage pædagogikum og blive sådan en gymnasielærer, der selv droppede ud af gymnasiet (dem findes der vist ikke ret mange af).


At der for tre år siden tilmed var et folkebibliotek, der manglede lige præcis sådan en læringsprofil, en forfatter og kommunalforskrækket mønsterbryder, der samtidig kunne formidle ny dansk litteratur, var for mig et lille mirakel. Særligt når det var litteraturen og forfattere, som Karl Ove Knausgaard, Edouard Louis og Jonas T. Bengtsson, der tændte en glød i mig.


Pludselig var der en scene at formidle den begejstring fra, og hvilken scene! Biblioteket har taget mig lige fra Orange Scene med de stærkeste vidnesbyrd fra lokale forfattere på vej med nye udgivelser, til køkkenbordssamtaler med nogle af Danmarks bedste digtere og interviews på landets største bogmesse -Bogforum.


Hvad mere kan en bogelsker ønske sig? Kommunen fik pludselig et nyt ansigt.
Ved at formidle skønlitteratur i udlånet, gennem podcasts og som vært på større publikumsarrangementer, fik jeg øje på det enorme potentiale, der også er i kommunen.
At jeg tilmed for et lille år siden, på baggrund af mine erfaringer som biblioteksformidler, fik posten som daglig ansvarlig for Campushuset i Silkeborg Kommune, har styrket min tro på kommunen som en arbejdsplads, der sikrer social mobilitet, gode karrieremuligheder og plads til unge mennesker med ambitioner.

 


Et smut forbi

Jeg kan derfor i dag med stolthed i stemmen sige, at hvis du tror, kommunen er en grå og kedelig arbejdsplads, så skal du bare tage et smut forbi biblioteket og se alt det, som din kommunale kulturinstitution har at tilbyde dig, din familie og dit lokalområde.
For det er guld værd, og vi er her for dig, uanset om du er skilsmissebarn, karrieremenneske, hjemmegående, eller bare har brug for en tankevækkende kulturoplevelse, en programmeringsworkshop, eller en fantastisk læseoplevelse at fordybe dig i her i de mørke måneder, så findes det hele lige her på dit lokale folkebibliotek.
Kommunens største kulturinstitution.


Sebastian Bune, daglig ansvarlig for Campushuset på Bindslevs Plads i Silkeborg og meningsdanner, skriver om sit møde med kommunens største kulturinstitution.