Her kan du læse de debatindlæg, som forbundet meningsdannere har skrevet og fået offentliggjort i medierne.
Af Anna Arendse Thorsen
Bragt i Kristeligt Dagblad den 8. november 2018
I stedet for at spilde tiden på at diskutere, hvorvidt spilkonsoller, fiskeudstyr og synthesizere hører til inden for de klassiske biblioteksdyder, så lad os i stedet benytte muligheden for at diskutere biblioteksrummets socialpolitiske potentialer
KULTURMINISTEREN og Kommunernes Landsforening har netop skudt den landsdækkende biblioteksdebat ”Ordet er frit. Biblioteket er dit” i gang. Den skal få danskerne til at reflektere over, hvilken samfundsrolle biblioteket i fremtiden skal spille.I stedet for at spilde tiden på at diskutere, hvorvidt spilkonsoller, fiskeudstyr og synthesizere hører til inden for de klassiske biblioteksdyder, så lad os i stedet benytte muligheden for at diskutere biblioteksrummets socialpolitiske potentialer.
Kulturminister Mette Bock (LA) har sammen med Kommunernes Landsforening kaldt biblioteksbrugerne til sig: De vil høre befolkningens mening om, i hvilken retning biblioteksinstitutionen bør bevæge sig hen. Debatten foregår blandt andet på en Facebook-side oprettet af Kulturministeriet og på fire planlagte dialogmøder rundtom i landet.
DE SENESTE 10 ÅRS biblioteksdebat har i høj grad omhandlet, hvorvidt bibliotekernes materialebestand og aktivitetskalender er blevet for kreativ og popsmart. Med fluebinding og strikkeklub – hvad blev der af fordybelsen på de stille gange af endeløse bogreolsrækker?Selvom ”biblioteksfejden” kan spores helt tilbage til Thomas Døssings reformering af det moderne biblioteksvæsen i 1930’erne, husker de fleste nok begrebet fra mediediskussionen i 2008, da den dengang nytiltrådte chef for Københavns Hovedbibliotek Pernille Schaltz gik til kamp for kommercialiseringen af det moderne bibliotek, der skulle til at konkurrere med boghandlernes udstillingsvinduer og kaffebarer. Dengang råbte bibliotekarer, forfattere og den daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) op om svigt af bibliotekets kerneopgave.I dag er mange enige om, at biblioteket må og skal blive ved med at forny sig for at opretholde sit fortsatte eksistensgrundlag – ligesom alle andre kulturinstitutioner i øvrigt. Alligevel har biblioteksdebatten ikke udviklet sig stort de seneste 10 år.Vi forsøger stadig at rangere materialebestand og aktivitetskalendere ud fra forældede, romantiserede forventninger om, at biblioteket skal være, som det altid har været. Det undrer mig, hvorfor det gang på gang mislykkes at få en reel debat om bibliotekernes socialpolitiske potentialer.
Hvis du spørger bibliotekarerne selv, hvad bibliotekernes kerneværdi er, vil mange pege på demokratiseringsargumentet: at biblioteket ikke gør forskel på folk. At biblioteket fortsat og altid bør være et sted, hvor borgerne blandes på tværs af segment og socialkapital. Her er fri og lige adgang til alle. Det giver nogle afgørende muligheder.
HAR METTE BOCK for eksempel for nylig besøgt Nørrebro Bibliotek? Hvis hun har, så ved hun, at det kan være svært at finde sig en ledig stol: Her samles folk fra alle nationaliteter og aldre til sprog- og lektiecaféer.Når nu biblioteket mange steder løfter en afgørende integrationspolitisk indsats – hvorfor indtænker vi så ikke i højere grad bibliotekerne i integrationspolitikken?
Eller hvad med de danske børns læsevaner? I sidste måned kunne vi ud fra nye karakterdata fra Undervisningsministeriet læse, hvordan afgangseleverne siden 2016 er blevet markant dårligere til at læse og skrive. Her pegede eksperter endnu en gang på, at den manglende lyst til at læse i fritiden er afgørende for børnenes kundskaber. Hvem skal hjælpe forældrene med at få børnene til at lægge iPad’en fra sig og finde en bog frem i stedet? Det skal bibliotekerne selvfølgelig! Så hvorfor ikke i højere grad indtænke bibliotekerne undervisningspolitisk?
Ser man ordentligt efter, så vil man se, at biblioteket er et mulighedsrum, der kan benyttes i løsningen af større sociale problemer – og så gør det ikke så meget, om der er fiskeudstyr i udlånsskranken eller ej.
Biblioteket er, hvad vi gør det til – så lad os anerkende dets afgørende evner inden for social mobilitet, og lad os tænke ud af (bog)boksen!
Af bibliotekar Marie Engberg Eiriksson
Bragt i Danmarks Biblioteker juni 2018
»Spørgsmålet om bibliotekets rolle i forhold til specifikke brugergrupper har også huseret i den offentlige debat. Hvis man laver et forløb for stress-ramte, går man så ind over jobcenterets opgaver? Hvis man har læseklubber for psykisk sårbare, er det så psykiatriens opgaver, man tager? Nej. Det er det ikke. Der findes mange, gode eksempler på projekter i biblioteksdanmark, og services, som løfter eller hjælper brugerne med at komme igennem svære perioder, situationer eller valg. Alt sammen holdt solidt inden for rammerne af bibliotekslovens formål.«
Af Jan M. Johansen er bibliotekar og cand.scient.bibl.
Bragt i Information den 2. juni 2018
Træder du ind på et folkebibliotek anno 2018, så vil du sikkert se en ældre herre sidde og læse avis. Du vil med stor sandsynlighed også møde en forhutlet person, der kunne se hjemløs ud. Ganske som du utvivlsomt også vil opleve en arbejdsløs eller førtidspensionist, der bruger en af computerne. Og det er foruden de tusinder og atter tusinder andre brugere, der hver dag bruger bibliotekerne.
Det er med andre ord en blandet skare med mange forskellige behov, der kommer på det moderne bibliotek.
Som liberal og mangeårig støtte af CEPOS er det med forundring, at jeg læser det ene udfald efter det andet mod de danske folkebiblioteker. Når det ikke er Henrik Christoffersen, så er det Martin Ågerup eller senest Mads Lundby Hansen, der er ude med riven.
Ikke mindst i disse dage, hvor Ahmed Akkari just er udkommet med en lovprisning af folkebiblioteket og dets rolle i hans rejse fra ideologisk mørkemand til oplyst humanist, er det overraskende at læse Mads Lundby Hansens ord. I en tid præget af misinformation, ukritisk journalistik, selverklærede eksperter og et kontinuerligt bombardement af meninger vælger en liberalt sindet tænketank igen og igen at angribe de institutioner, der netop underbygger det liberale samfund.
Biblioteket er oplysning
I Libraries and the Enlightenment beskriver Wayne Bivens-Tatum, hvordan biblioteket udspringer af oplysningstiden sammen med ideen om et moderne demokrati med menneskerettigheder og religiøs tolerance. Helt konkret skriver han: »There can be libraries without Enlightenment, but no Enlightenment without libraries.« Altså, ingen oplysning uden bibliotekerne.
Alle de værdier og dyder, som CEPOS ellers bekender sig til, har samme udspring som biblioteket. Når oplysningstidens idealer slog rod i Danmark, så skyldtes det i høj grad institutioner som folkeskolen, bibliotekerne og museerne. Alle tre institutioner hviler på ideen om en kritisk og fordomsfri tilgang til viden og dermed verden.
Sjovt nok har der i USA for nogle år tilbage været en debat om bibliotekets rolle, hvor en gruppe debattører og skribenter anklagede biblioteket for at være et neoliberalt værktøj til at give arbejdsklassen noget at tage sig til, så de ikke gør oprør mod den økonomiske virkelighed. Bibliotekerne blev altså i USA anklaget for at være liberale institutioner og fremme neoliberalismen.
Selv er jeg af den holdning, at bibliotekerne i Danmark er liberale institutioner, fordi de fremmer dannelse og myndiggør borgerne. Det skuffer mig derfor, at en tænketank som CEPOS med sin ellers solide idehistoriske fundering synes at være mere interesseret i et fremme en snæver politisk agenda frem for at fremme individets interesser.
Hvad der burde være folkebibliotekets naturlige allierede, udråber i stedet institutionen til at være fjenden alene af den grund, at biblioteksvæsenet i Danmark er kommunalt drevet og finansieret.
Biblioteket er til for de svage
Men CEPOS’ efterhånden jævnlige udfald drejer sig sært nok ikke om, hvorvidt bibliotekerne burde være private eller offentlige – det kan man sagtens diskutere – men om hvordan bibliotekerne er utidssvarende, spild af penge, konkurrenceforvridende og sidst, men ikke mindst, åbenbart også reducerer arbejdsudbuddet ved at stille materialer til rådighed for de danskere, der har mest behov for en hjælpende hånd med at bevare kontakten til arbejdsmarkedet.
Når Mads Lundby Hansen melder ud, at »det offentlige forbrug har en tendens til at omfordele«, og at »personer på lave indkomster får en relativt større andel af det offentlige forbrug«, så har han helt ret. Folk, der er syge, får også mere ud af sundhedsvæsnet. Folk med børn får mere ud af skolevæsnet. Ældre mere ud af ældreplejen.
Men humlen er netop, at bibliotekerne er til for de svage i samfundet. De er til for folk, der ikke har midlerne til eksempelvis at købe en avis hver dag, egen computer eller samtlige bøger på pensum. Det er de danske folkebibliotekers raison d’etre. Vi vil gerne have, at de arbejdsløse kommer på bibliotekerne og bliver holdt ajour på, hvad der sker i verden. Vi vil gerne have oplyste borgere.
Det er nemlig kernen i et liberalt samfund – ikke så meget fordelingspolitikken. Ønsker man et liberalt samfund, så nytter det ikke at angribe de institutioner, der underbygger og fremmer dannelsen af borgerne.
Liberalisme drejer sig ikke kun om økonomi, men om individets selvstændighed og et stærkt borgerskab. Så på den måde har de amerikanske bibliotekskritikere måske alligevel ret; biblioteket er liberalt.
Nu mangler vi bare, at CEPOS også indser det.
Af uddannelsesbibliotekar Maja Ellegaard-Petersen
Bragt i Politiken den 19. marts 2018
Mange ungdomsuddannelser har inden for det sidste år mistet deres bibliotek og vivliotekar, og nu varsler Styrelsen for It og Læring (STIL) også en lukning af skoletjenesten SkoDa. SkoDa er en samling af databaser, hvor elever og undervisere har adgang til artikler fra landets aviser og et bredt udvalg af faglige tidsskriftartikler både på dansk og på engelsk, blandt andet i databaserne InfoMedia og Student Ressources in Context.
Det er kort sagt en uvurderlig skattekiste af aktuel viden inden for en lang række fag. – og dermed et tilbud, der øger kvaliteten af både undervisningen og elevernes læring i forbindelse med opgaveskrivning.
En anden stor informationsressource udvalgt efter kvalitet og relevans findes på uddannelsesbibliotekerne.
Men mange skoler har i år set sig nødsaget til at lukke biblioteket og afskedige bibliotekaren på grund af de besparelser på 2 procent om året, regeringen har underlagt skolerne.
Kan eleverne bare google sig til disse informationer? Nej, for langt de fleste gode artikler ligger bag betalingsmure, og informationsbærende materailer af god kvalitet koster også penge på internettet.
På uddannelsesbiblioteker stiller vi relevante materialer til rådighed gratis og hjælper elever med at lære at finde dem. I dag kan jeg som uddannelsesbibliotekar med adgang til SkoDa hjælpe elever i løbet af få minutter med at finde relevante artikler.
Det er også os uddannelsesbibliotekarer, der i høj grad hjælper eleverne med at styre uden om faldgruber og fake news på nettet. Det bliver der i endnu højere grad brug for, hvis man vælger at lukke de samlinger, hvor eleverne kan finde materialer, der i forvejen er vurderet som velegnede til målgruppen.
Man må sige, at når regeringen sparer på uddannelse, så gør den det grundigt. Samlet set vil lukningen af SkoDa og lukningen af uddannelsesbiblioteker landet over være en massiv forringelse for alle elever og samtidig skabe ulighed i elevernes muligheder for at tilgå nødvendig information.
Det er en meget ærgerlig udvikling og en mærkværdig prioritering af en regering, som gang på gang har udtalt, at den vil satse på uddannelse.
Af Lena Høyer
Bragt i Politiken Skoleliv den 13. marts 2018
Læseundersøgelser fra 2017 peger på, at flere piger dropper bøgerne og læser mindre. For drengene er tallene uændret sammenlignet med 2010. Er det et problem? Eller er jeg bare en indigneret bibliotekar, der frygter for sin institutions fremtid?
Bertel Haarder udtrykte det så fornemt: »Læsning er alle fags moder.«
Kan man ikke læse, har man svært ved alle fag. Læsemusklen skal trænes, og som med al træning er det ikke nok med den læsning, lærerne tvinger eleverne til i skolen. Der skal lystbetonet fritidslæsning til for at blive en dygtig læser.
Derfor opfordrer jeg til et samarbejde mellem folkeskolen og biblioteket. Lærere er dygtige til at lære børnene at læse, børnebibliotekarer er gode til at skabe læselyst, fordi de er specialiserede i at finde den rigtige bog til hvert barn. De fleste børn har mulighed for at møde en bibliotekar. Deres forældre tager dem med på biblioteket og får hjælp til at finde den bog, der gør deres børn til glade læsere. Det gælder dog ikke for alle børn.
Ifølge Tænketanken Fremtidens Bibliotekers undersøgelse om 'Børns læsning 2017' kommer 29 procent af børnene aldrig på biblioteket. De risikerer at blive hægtet af, før de bliver hægtet på. Børn, hvis forældre taler et andet sprog end dansk, børn, hvis forældre aldrig havde en god læseoplevelse og børn, som har det svært på så mange fronter, at manglende læselyst virker som et luksusproblem. Men læsning kunne være den variabel i deres liv, der løste problemer.
Hjælp til at højne læselyst
Hvorfor er læselyst ikke dansklærernes opgave? Det er dem, der kender elevernes læseevne bedst. Men med op til 28 elever i klassen har lærerne og skolebibliotekaren desværre ikke tid til at tjekke alle elevers frilæsningsbøger. Derfor kommer der tit bøger med hjem, der ikke passer i sværhedsgraden, og som mere har lokket med en pæn forside end med fængende indhold.
Derfor foreslår jeg, at kommunerne skal satse på et samarbejde mellem folkeskolernes Pædagogiske Læringscentre (PLC) og børnebibliotekarer. Børnebibliotekarerne skal en gang om ugen komme på et af skolernes læringscentre. Her skal de hjælpe med alt fra inspirerende udstillinger til en gennemgang af skolens litteratursamling. De skal mødes med dansklærere og læsevejledere, have hele klasser og enkelte elever på besøg. Der skal også være tid til alle de stærke, dygtige elever, der bare har behov for at finde den næste læseoplevelse.
Alt sammen vil højne læselysten.
Af Anna Arendse Thorsen
Bragt i Kristeligt Dagblad 8. marts 2018
Styrket politiindsats. Højere straffe. Nedrivning af bygninger. Det er bare nogle af punkterne i regeringens nye ghettoudspil, der én gang for alle vil gøre op med parallelsamfundene i Danmark.
Det skal være slut med social kontrol, sprogbarrierer, arbejdsløshed og ulighed mellem kønnene. Løsningen er bøder, bulldozere og fængselsstraffe.
I det 22 punkter lange udspil, bliver borgerne i de udsatte boligområder omtalt som uforanderlige, statistiske størrelser, en homogen masse, der udelukkende reagerer på tvang og straf. På mange måder sammenligneligt med det historieløse syn på kulturinstitutionerne, som igen og igen verbaliseres af højrefløjen.
Et afgørende fokuspunkt i regeringens ghettoudspil er indsatsen rettet mod børn og unge. Ved bl.a. at gøre daginstitutionerne obligatoriske og kræve procentvis fordeling af børnene i dagtilbud, på skoler og i gymnasier, vil regeringen sikre en tidligere opsporing af udsatte børn og en tidligere sprogfaglig indsats. Det er regeringens tro, at dagtilbuddene og uddannelsessystemet alene kan løfte den kulturelle integrationsopgave, blot ved at børnene fordeles lige og lærer at tale dansk.
Men – i tråd med de sidste års intense diskussion af danskheds-begrebet – bør regeringen spørge sig selv: Er en lingvistisk beherskelse af det danske sprog, det samme som at tage kulturelt ejerskab over den dansksprogede kulturskat?
Mit svar er nej. Det kræver en social indsats der engagerer borgerne kulturelt i det danske samfund.
Og det er en indsats der går ud over skolesystemets.
Tag folkebiblioteket. Højreorienterede kulturdebattører og liberalistiske tænketanke har i årevis erklæret bibliotekssektoren overflødig. I dette ræsonnement ses biblioteket som en bogsamling og biblioteksbrugeren alene som en låner. Det er en skræmmende gammeldags måde at tænke kulturel værdi, og et kæmpe spild af kulturelle ressourcer.
Et spytkast fra Mjølnerparken, hvor Regeringen i sidste uge præsenterede sit udspil, ligger Blågårdens Bibliotek. Et bibliotek med en unge-profil, der for fem år siden vandt Den Europæiske Sprogpris for deres innovative tilbud, med fokus på at engagere to- og flersprogede brugere: Ved hjælp af lektiecaféer, flersprogede snakkeklubber og projektet Bogstart, et forsøg støttet af Kulturstyrelsen, der udleverede alderssvarende bogpakker til børn i udsatte boligområder, gør Blågårdens Bibliotek et kæmpe stykke arbejde for den tidlige sprogindsats, som Regeringen finder så afgørende for den vellykkede integration. Alligevel er f.eks. bibliotekerne ingen steder at spore i ghettoudspillet.
Hvis parallelsamfund er et kulturelt problem, hvorfor er der så ingen kulturpolitiske initiativer at finde i regeringens ghettoudspil? Det forekommer mig, at regeringens udspil ser murstensbygninger som det eneste nedbrydelige. Men hvis vi vil kulturelle barriere til livs, så kræver det en social indsats, som også de kulturelle institutioner er med til at løfte.
Indførslen af kulturelle ressourcer som arbejdsredskaber og værktøjer i kampen for den succesfulde integration, kræver at vi gør op med italesættelsen af beboerne i de udsatte boligområder som utilpassede snyltere og byrder. Det kræver at vi sondrer mellem integration og assimilation. Det kræver et mangfoldigt syn på kulturel kapital og en inkluderende, dialogsøgende indsats.
Lad os benytte de kulturpolitiske ressourcer vi har, til at gøre en reel og forebyggende forskel i de udsatte boligområder.
Af Sarah Elizabeth Hvidberg, bibliotekar
Bragt i Berlingske den 15. februar 2018
Under overskriften »Folkebiblioteket er dødsdømt« (Berlingske 8/2) beskriver Torben Steno biblioteket, som han husker det i 1970erne. Dannede mennesker samlet i rolige lokaler med næsen i hver sin avis. Dette billede gentager sig dagligt på en lang række danske folkebiblioteker den dag i dag. Det ville Torben Steno vide, hvis han ulejligede sig ned på et bibliotek.
Beskrivelsen af biblioteket i de gode gamle dannede dage, lægger vægten på adgangen til materialer. Det er der intet nyt i. Faktisk er det en fællesnævner for samtlige indlæg fra højrefløjen, at bibliotekets raison d’etre ses som adgang til materialer. Et syn på biblioteket som blot en beholder for fysiske materialer. Med denne forsimpling af biblioteksinstitutionens mission bliver den logiske konklusion, at et dalende udlån af fysiske materialer varsler bibliotekets død. Hvad skal vi dog med biblioteker, når vi har Mofibo, Google, avisabonnementer og Netflix?
Det er så dejligt nemt at sidde komfortabelt hjemme foran computeren og mestre diverse søgemaskiner og nyhedssites. Have helt styr på kanaler, medier og streamingtjenester. Altså for dem af os, der har råd til disse tjenester (og uddannelsesniveauet til at benytte dem). Resten må vist bare spise kage.
Stenos arrogance
Folkebiblioteker er et gode som sikrer, at alle i samfundet har lige adgang til viden og kultur. Men adgang alene, dvs. en materialesamling uden formidling, er kun et gode for de veluddannede og ressourcestærke. Dem, der allerede har knækket koden.
Torben Stenos arrogance når sit topmål, da han fortsætter med at harcelere over de utallige »infantile dagtilbud«, bibliotekerne tilbyder de »åbenbart meget ensomme skatteborgere«.
En kvart million danskere er ensomme ifølge Danmarks Statistik. Ensomhed er ikke noget, de døende folkebiblioteker har fundet på til lejligheden. Nej, der er mange ensomme, og mange af dem bruger bibliotekets forskellige tilbud til at bekæmpe den ensomhed, som koster samfundet både menneskeligt og økonomisk.
Det, der lyder infantilt og overflødigt i Torben Stenos ører, har stor betydning for den ensomme, fraskilte mand i 50erne eller den unge med massive sociale problemer.
Kortslutningen sker, fordi Torben Steno som så mange andre har glemt bibliotekernes mission. De er sat i verden for at sikre den famøse sammenhængskraft ved at tilbyde oplysning, uddannelse og kultur til alle uanset socialt ståsted. Det må vi som fagfolk blive bedre til at formidle. Og vi må stå fast, når den usolidariske hær af bedsteborgere forsøger med ureflekteret kritik at rokke ved vores eksistensberettigelse.
For, som folkebibliotekets fader H.O. Lange sagde i 1909: »Vi lever i et moderne demokratisk Samfund; den demokratiske Styreform bygger sin Berettigelse og sin Fremgang paa Borgernes Oplysning, Dømmekraft, Ansvarsfølelse og Moral.«
Af Maja Ellegaard-Petersen, bibliotekar
Bragt i Arbejderen den 7. februar 2018
Når Cepos sætter spørgsmålstegn ved, om vi har brug en bibliotekslov, er det på tide at slå fast, hvor vigtige bibliotekerne er i forhold til at sikre fri og lige adgang til viden.
For et par år siden var en delegation af sydafrikanske lærere på besøg på det bibliotek, hvor jeg arbejder. De var nysgerrige, pegede i alle retninger og rodede i materialerne. I forvirringen overhørte jeg en bemærkning, jeg aldrig har glemt:
"Tænk hvis vi havde sådan et sted her, hvor eleverne kunne få hjælp til at finde sandfærdige og opdaterede informationer”.
På udstillingshylden ved siden af dem stod tilfældigvis en bog om AIDS i Afrika. Den tog de ned og gav sig til at bladre, hvorefter en af dem udbrød:
”Jeg vidste det! De fortæller os ikke sandheden om det her.” Disse delegerede savnede tydeligvis en ret, vi tager for givet. Nemlig retten til fri og lige adgang til viden, stadfæstet i Biblioteksloven.
I Danmark har vi på bibliotekerne adgang til anerkendt viden, forskning og kultur - og uddannet fagpersonale til at hjælpe med at finde præcis det, vi har brug for.
Jeg har som bibliotekar hjulpet ældre med at finde øvelser om øget blodcirkulation i fødderne, unge med at finde viden om prævention; vordende forældre, der havde brug for at læse om Downs syndrom, så de kunne foretage et mere kvalificeret valg, og børn som ledte efter fortællinger at spejle sig i, fordi forældrene skulle skilles.
Internettet - ikke et alternativ
Hver eneste dag rykker bibliotekerne på folks vidensniveau og skaber samfundsværdi.
Når jeg fortæller disse historier, møder jeg ofte kommentaren: "Kan man ikke bare finde alt det på internettet?"
Hertil er svaret enkelt: Jo, det kan man. Man kan finde Fake News, misinformationer, skjulte reklamer, unuancerede informationer eller viden på et helt forkert niveau.
Er man flygtning fra et uddannelsesfremmed miljø eller bare ikke særligt vidende det emne, man leder efter, kan det være som at lede efter den berømte nål i høstakken.
Fri og lige adgang til viden er en grundsten i vores demokrati. Den er så indgroet en del af vores kultur, at vi kan komme til at tage den for givet. Men når Cepos kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved den ret, bliver det tydeligt, at vi skal huske at værne om den.
Så råb op! - inden biblioteksloven er afskaffet, bibliotekspersonalet er sparet væk, og alle biblioteker i dit nærområde er blevet nedlagt.
Af Sarah Elizabeth Hvidberg, bibliotekar
Bragt i Berlingske den 3. februar 2018
Ensomheden i Danmark vokser. Frygten og fremmedhadet vokser. Den sociale ulighed vokser og storbyerne har vokseværk, mens mindre byer sygner hen. Der er tydeligvis noget galt med balancen og sammenhængskraften i Danmark.
Udflytning af arbejdspladser er regeringens bud på en løsning, men det kan ikke stå alene. Skal balancen genoprettes, må vi starte et andet sted. Lad mig fortælle en historie…
Det er onsdag eftermiddag, og vi befinder os på et bibliotek i en mellemstor kommune. Udenfor er det mørkt og vintervådt. Ind træder en lille familie: mor og to små drenge. ”Har I brug for hjælp?” spørger moren på forsigtigt dansk, mens drengene hjemmevant stormer mod børneafdelingen. Hun får stukket en stak servietter i hånden af en ældre herre, der er i fuld gang med at dække et 35 meter langt bord til aftenens fællesspisning. Om en halv time vil her være fuldt af spisende, snakkende, smilende mennesker, men lige nu er det kernen af frivillige, der er i gang med at forvandle et helt almindeligt mellemstort folkebibliotek til et kulturelt folkekøkken.
Maden til aftenens fællesspisning ankommer og bæres ind af en ældre mand, der troligt lægger bil, tid og armkræfter til. Han går og småsnakker med kokken, en ung flygtning, og med dem ankommer en skøn duft af eksotiske krydderier.
Dette billede gentager sig onsdag efter onsdag. Op mod 200 meget forskellige borgere møder op på biblioteket og deler et måltid. Der er ingen tilmelding. Alle, der har lyst til selskab, kan bare møde op. Og det gør de; mødre med tørklæde, studerende, flygtninge, pensionister, par, småbørnsfamilier, enlige, hjemløse og mennesker med handikap.
Arrangementet bringer folk fra forskellige bydele sammen, nedbryder fordomme og bekæmper ensomhed. Biblioteksrummet er perfekt til at gøre netop det, fordi det er hele byens rum. Her har alle lige adgang. Fællesspisningerne viser, at det kan lade sig gøre med simple greb, at skabe et bedre lokalsamfund. For mig er det her sammenhængskraften udspringer. I mødet mellem høj og lav, ressourcestærke og nydanskere, ældre og yngre osv.
Balance skabes ikke kun ved at flytte akademikerjobs til provinsen.
I supplement til udflytningen af statslige arbejdspladser bør regeringen opfordre kommunerne til at genetablere de hundredevis af biblioteksfilialer, der er lukket i de sidste 10 år. I rigtig mange lokalsamfund er biblioteket forsvundet og med det muligheden for mødet med dem, vi ikke ligner.
Lad os komme fordomme til livs, skabe bedre lokalsamfund og få Danmark i balance.
Af Jan M. Johansen, bibliotekar
Bragt i Berlingske den 31. januar 2018
Er det et autoværksted uden en mekaniker? Et snedkeri uden en snedker? Eller en god cafe uden betjening?
Tænk på din yndlingsbutik eller forretning. Hvad ser du for dig? En bygning? Et rum? Varerne? Eller får du mere en fornemmelse. En fornemmelse af at være velkommen, værdsat og i gode hænder? Ja, så tænker du nok på personalet.
Tænk nu på tallet 316. Så mange selvbetjente biblioteker er der i Danmark. 316 ud af 416 folkebiblioteker. Omkring 75 % af landets biblioteker er altså uden bemanding i større dele af deres åbningstid.
Selve konceptet med åbne bibliotek er som udgangspunkt solidt og tænkt som brugerorienteret. Det er, som det skal være. Kunderne først.
Men, og der er naturligvis et men.
Nutidens store problem er ikke en manglende adgang til litteratur, viden og læring, men at navigere i informationsstrømmen og blive inspireret til at læse og lære. Altså, at gribe de muligheder der er, ikke at få stillet mulighederne til rådighed.
Her spiller personalet – mennesker, om du vil - en stor rolle. Hvem skal ellers hjælpe den studerende med at finde rundt i databaserne, den specialestuderende med at finde statistikker, børnefamilien med at finde bøger til at fremme den første læsning osv. osv.?
På et tidspunkt havde jeg fornøjelsen af at arbejde sammen med en række af min hjembys ungdomsuddannelser. Her gjorde det personlige møde er stor forskel. Ikke kun for mig, men også for flere af eleverne. Især de måske lidt bogligt svage. Et fint eksempel er en ung gut fra HF, der efter et oplæg jeg holdt på hans skole, kom på biblioteket for første gang. Oven i købet i selskab med et par medstuderende. De studerende fortsatte med at komme på biblioteket og endte med en ganske flot eksamen.
Derfor er den personlige betjening og service vigtig. Det er vigtigt for os i biblioteksvæsnet – på den måde lærer vi vore brugere at kende og skaber fællesskaber. Det er lige så vigtigt, om ikke vigtigere for brugerne. For uden os, hvordan skal de så komme længere end til det i forvejen kendte, lære noget nyt eller lade sig inspirere.
Vi knytter os til mennesker, ikke steder, og ønsker vi i biblioteksvæsnet kontakt til vores brugere, så skal vi være der for dem. Ønsker vore brugere at få hjælp, inspiration og vejledning, så gælder det samme. Det kræver et menneske. Det kræver samtale. Det kræver kontakt.
Den oplagte løsning er naturligvis flere betjente åbningstimer. Her er det, vi internt er nødt til at prioritere den daglige drift og publikumskontakten højere. Ganske som vi også må investere i mere intuitive søgesystemer og en indretning, der er understøtter brugernes færden i det ubetjente biblioteksrum. Måske vi kan lære af vore kolleger i museerne. Det er i hvert fald en tanke.
Alternativet er, at bibliotekerne mister relevans og, værre endnu, at Danmark bliver dummere.
Af Claus Jacobsen, bibliotekar
Bragt i Politiken den 30. januar 2018
På biblioteket udlåner vi en del dystopiske romaner. De er vældig populære lige for tiden. For dem der ikke kender genren, er det historier, der handler om en eller anden form for undergang i en nær fremtid.
I aviser og andre medier har jeg på det sidste kunnet læse en dystopi, der direkte er møntet på, hvad jeg går og laver.
Det viser sig, at jeg er obsolete, uddateret. Noget, der tilhører en tidligere samfundsform, som ikke er kompatibel med de nyeste opdateringer. Jeg er nemlig bibliotekar og arbejder på et folkebibliotek.
Den liberale tænketank CEPOS er kommet til den konklusion, at fremtidens samfundsbehov ikke omfatter folkebibliotekerne. Det kommer meget passende samtidig med, at kulturminister Mette Bock gør klar til at starte forhandlingerne om en ny biblioteksstrategi og en revision af folkebiblioteksloven.
Egentlig burde jeg altså virkelig ryste i bukserne, og nok begynde få genoplivet min profil på Jobnet. Selvfølgelig tydeligvis med et nyt fokus på nogle andre brancher, end jeg hvad hidtil har søgt.
Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ryster jeg ikke voldsomt meget i bukserne, og er måske mere irriteret end skræmt.
Der er ikke nogen stor tomhed på de biblioteker, hvor jeg kommer. Faktisk har jeg for det meste pænt travlt, når jeg er på vagt.
Som f.eks. sidste onsdag, en helt almindelig arbejdsdag, hvor jeg bl.a.
- Fandt en Haynes reparationshåndbog til Citroen Xsara Picasso frem til en herre i kansassmækbukser
- Hjalp en dame med at finde en artikel fra 1887 om mordet på hendes tip-tip-oldemor.
- Fremsøgte en kommentar og analyseartikel til Pikketys ”Kapitalen i det 21. århundrede”, som en studerende skulle bruge til sin opgave.
- Bestilte nogle novellesamlinger af kulthorrorforfatteren H.P. Lovecraft hjem til en ung fyr, ”i de originale engelske udgaver, tak”.
Jeg oplever ikke biblioteket som hendøende. Til gengæld ser jeg en masse mennesker, der ville mangle noget hvis jeg, mine kollegaer og biblioteket fra den ene dag til den anden forsvandt.
Herligt, så jeg har ikke noget at være bange for… Alle lånerne har min ryg, som det hedder på nydansk.
Hvorfor i al verden skriver jeg så et indlæg som det her? Jeg skriver, fordi der er brug for en seriøs og konstruktiv debat om fremtidens folkebiblioteker, der peger fremad, er ambitiøs og vil videreudvikle og forbedre. Så vi sammen, alle sammen, kan finde ud hvordan vores folkebiblioteker bliver endnu bedre.
Af Marie Engberg Eiriksson, Bibliotekar
Bragt i Jyllands-Posten 29. januar 2018
De 600.000 voksne læsesvage i Danmark har været et emne i de overståede trepartsforhandlinger. I aftalen er der sat midler af til undervisning og projekter, der skal løfte de 600.000 over de næste fire år.
Jeg talte for nylig med én af de 600.000. Hun var på biblioteket med sine børn, som boltrede sig i billedbøgerne. Hun fortalte, hvordan hun så en verden af muligheder for sine børn på biblioteket. Muligheder for oplevelser og ny viden, læring, fordybelse og leg.
Sådan ser jeg som bibliotekar også selv biblioteket, så derfor studsede jeg, da hun sagde, at sådan havde hun aldrig selv oplevet det. For hende var biblioteket som en stor tom hal. De mange hylder med bogrygge var så godt som usynlige, fordi hun vidste, at almindelige bøger var for svære for hende.
Jeg fortalte hende om de fantastiske tilbud, biblioteket har til læsesvage, og at vi brænder for at hjælpe. Men hvor gerne jeg end ville finde et par gode bøger til hende, så kunne jeg ikke komme uden om det faktum, at der er for få materialer at vælge imellem for læsesvage voksne.
Når vi underviser børn i at læse, er det indlysende, at de ikke kan læse almindelige bøger fra dag ét. De har behov for adgang til lette eller læsebearbejdede materialer med lavere lix. Det er også en integreret del af undervisningen, at børnene skal læse i deres fritid, hvilket igen kræver adgang til spændende og alderssvarende bøger.
Skal vi hjælpe de voksne læsesvage, skal vi sørge for, at der er gode, lette voksenbøger og nok af dem. Der er enkelte forlag i Danmark, der udgiver titler til målgruppen, men det er mere for hjerteblod end for fortjeneste, hvilket betyder, at der ikke udkommer titler nok.
Det er en naturlig opgave for mig som bibliotekar at hjælpe nogle af de 600.000 med at finde den læselyst, som, vi ved, er afgørende for at blive en stærk læser. Men vi kan ikke gøre det, hvis ikke der er bøger. Derfor mener jeg, at vi bør tage en fælles national diskussion om, hvordan vi sørger for, at der er bøger til de 600.000 læsesvage voksne danskere.
Af Anna Arendse Thorsen, forfatter og stud.scient.bibl.
Bragt i Weekendavisen 26. januar 2018
Litterater, smagsdommere og boganmeldere har taget patent på litteraturdebatten – hvor er bibliotekarerne?
Når der skal diskuteres litteratur bliver forfattere, boganmeldere og litterater inviteret ind i Wegnerstolene, for at drøfte kulturel nytteværdi, litterært hierarki, nye strømme og gamle klassikere. Ja, selv når det gælder bibliotekshusenes egen fremtid, har vi eksperter, redaktører og litterære vismænd arrangeret rundt om samtalebordet.
Vi glemmer bare at invitere én afgørende faggruppe; nemlig bibliotekarerne selv.
Men vi bør i langt højere grad tage bibliotekarerne alvorligt i den litterære debat. For de bærer rundt på en faglighed og et kendskab til danskernes læsevaner, der ikke bør underkendes.
Dem der tror at bibliotekarerne kun orienterer sig omkring høje lånertal tager fejl. Bibliotekssektoren bygger på en lang tradition for at facilitere vidensdeling og formidle den øjenåbnende og uddannende litteratur. Og forskningen viser at netop det litterære dannelsesargument stadig er i høj kurs i de biblioteksansattes professionsidentitet. Faktisk mener langt de fleste, at bibliotekarerne fortsat har et ansvar for at udfordre brugerne i deres litterære smag og præferencer.
Bibliotekarerne ved hvordan man matcher den rigtige læser med den rigtige bog. De går til et værk, på læserens præmisser frem for litteraturens. De ved, at den forkerte bog på det forkerte tidspunkt er ligesom et par for små sko – et værk kan være nok så smukt, interessant og givende, men når det læseren i den forkerte livsfase, kan det være fatalt for oplevelsen.
Lav en rundspørge. Spørg litteraturentusiasterne, forfatterne, litteraturforskerne og boganmelderene hvor de fandt deres første læselyst, skrivekløe, skabertrang. På biblioteket.
Det er bibliotekarerne der varetager den daglige litteratursamtale – derfor skal de også repræsenteres i den finkulturelle litterære debat.
Ændringen kræver ikke blot en ekstra stol ved samtalebordet, men også at bibliotekarerne i højere grad tør gøre opmærksom på deres litterære faglighed og tager plads. En sådan deltagelse vil kunne nuancere den finlitterære debatkultur, og i sidste ende højne den til fordel for litteraturens allervigtigste: Nemlig læserne.
